Odense-restaurant i historiske rammer >> Læs om Oluf Bagers Gård

Lidt historie

Restaurant Oluf Bagers Gård er en del af Oluf Bagers Mødrene Gård, som ligger i hjertet af Odense. Bygningen går helt tilbage til 1586, hvor den blev opført af den odenseanske købmand Oluf Nielsen Bager, der allerede som ung mand begyndte sit virke som købmand. Oluf Nielsen Bager rådede over en flåde, som muliggjorde at han kunne eksportere korn og stude, mens han importerede klæder og andre fine ting.

Oluf Bagers Gård - Historie
Oluf Bagers Gård - Historie

Siden dengang er bygningen blevet brugt til mange forskellige formål. Adelsfolk, købmænd og grosserer er blot nogle af de erhverv, ejerne har haft gennem tiderne. I 1772 fik Christian Gormsen Biering lov til at starte et trykkeri i bygningerne og trykte første udgave af Fyens Stiftidende. Sidenhen åbnede en boglade, som udviklede sig til et lejebibliotek – det første i provinsen. Derudover har også en skole haft til huse i bygningerne.

I 1930′erne overtog Odense Kommune bygningerne, og sidenhen er stedet blevet renoveret gennem flere etaper. I 2003 overtog RealDania By og Byg bygningerne, og de ejer i dag stadig stedet. Oluf Bagers Gård, som i dag er en af Odenses hyggeligste restauranter har siden 1. juli 2014 været drevet af Hindsgavl Slot.

Vil du vide mere om bygningen, kan du se meget mere på RealDania By og Bygs hjemmeside.